ART er et manualbaseret program til børn og unge i alderen 4-20 år, der har, eller er i risiko for at udvikle alvorlige adfærdsmæssige problemer, som de seneste par år er blevet videreudviklet og derfor i dag har ændret navn til:

AART – Adapted Aggression Replacement Training
ART har gennmmgået mindre forandringer siden dr. Goldstein og hans kolleger introducerede programmetoden for første gang for mere end 20 år siden. (Goldstein & Glick, 1987; Goldstein et al., 1998; Glick & Gibbs, 2011). Dette skal ses som en stor styrke, fordi programmetoden har virket i alle disse år. Interessen for metoden har bredt sig betydelig i Skandinavien og Europa. ART er derved blevet evalueret ved flere lejligheder. Metoden har også igennem forskellige forskningsundersøgelser vis gode reusltater.
Imidlertid har dr. Goldstein ved flere lejligheder udtalt, at programmet bør videreudvikles i tråd med de erfaringer der opsamles samt resultaterne fra forskning og teoriudvikling.Det betyder at de trænere der uddannes som ART trænere foretager reflekterede overvejelse, når de vil implementere ART i deres organisation, og det er bl.a. disse erfaringer og refleksioner der har ført til små, men væsentlige ændringer, – frem til AART (Adaptet Aggression replacement Traning)

Fortæl mig….jeg glemmer

Vis mig….jeg husker

Inddrag mig….jeg forstå      (Kinesisk ordsprog)

A.R.T.  (Aggression Replacement Training)  er udviklet af Arnold P. Goldstein, Barry Glick og John Gibbs (Goldstein & Glick, 1988; Goldstein, Glick og Gibbs 1998/2000 samt Glick 2011). Programmet er under fortsat vedligeholdelse og udvikling af stifteren Barry Glick. Programmet er en gruppebaseret og struktureret pædagogisk træningsmetode, der har vist sig at være et effektivt redskab i forebyggelse, reduktion og erstatning af fx aggressiv adfærd hos børn og unge. I Norge, Sverige og en række andre lande benyttes A.R.T. bredt i folkeskoler, ungdomsskoler, opholdssteder, fængsler, inden for psykiatrien samt for børn og unge med fx Aspergers syndrom, Autisme og ADHD. Der er herhjemme peget på A.R.T.-programmet som en del af behandlingen på de nye MultiFunc-institutioner.

A.R.T. er som nævnt et multimodalt program, som betyder, at det indeholder komponenter, som fokuserer på forskellige aspekter ved social funktion. Hos IFART anser vi ART som en metode der træner sociale kompetencer (fx håndtering af vrede) og at denne træning kun kan sker i samspil med andre.

Hos IFART har vi desuden det udgangspunkt, at man ikke kan kontroller et andet menneske og slet ikke deres følelser, tanker og adfærd men, at vi bl.a. via positiv feedback, kan understøtte den enkeltes udvikling mod nærmeste udviklings-zone.

Den unge får en øget bevidsthed samt kompetencer til at vurdere situationer, tænke mere modent, regulere følelser og fysisk tilstand samt tilpasse adfærden, så den bliver mere selvunderstøttende i situationen.

ART bygger på adfærdsmæssig, socialpsykologisk og kognitiv teori, og på Toftemosegaard er vi i høj grad inspireret af socialkonstruktionisme og narrativ teori, da vi tillægger sproget og de historier vi fortæller om vores liv og vores drømme store betydning, bl.a. fordi ”jeg ved først, hvad jeg mener, når jeg hører, hvad jeg selv siger”.

En ART-gruppe består oftest af 6-10 personer, som ikke nødvendigvis kender hinanden på forhånd. Grupperne sammensætte aldersmæssigt således at der ikke er for stor spredning.

Programmets tre hovedkomponenter er:

1. Social færdighedstræning (adfærd)
2. Træning i moralsk ræsonnement (kognition)
3. Træning i håndtering af vrede (emotion)

Programmet er primært udviklet til børn og unge, der har svage sociale færdigheder, mangler selvbeherskelse i form af evnen til at kontrollere vredesudbrud og mangler evnen til at ræsonnere moralsk og empatisk. ART bruges derfor ofte til udadreagerende børn og unge, der udviser aggressiv eller antisocialadfærd og for eksempel har begået kriminalitet. ART-forløb anvendes både til børn og unge, der bor hjemme eller på åbne eller lukkede ungdomsinstitutioner.

Programmet blev oprindeligt udviklet til kriminelle teenagere, men bruges i dag til børn og unge fra børnehavealderen og indtil indgangen til voksenlivet (4-20 år) (Kjøbli, 2009). En norsk undersøgelse (Langeveld et. al., 2012) viser, at man ser den største effekt af programmet hos børn og unge under 12-13 års alderen, mens effekten af indsatsen er nogenlunde ens uanset køn. En australsk undersøgelse fra 2012 (Currie et al., 2012) påviser dog også stor effekt af behandlingen for en gruppe unge kriminelle mellem 18 og 20 år.