De etiske regler
De studerende undervises og indføres i de gældende etiske regler for klient/terapeut relationen, som er nedfældet i Dansk Psykoterapeut forenings etik regler. De studerende forholdes løbende i disse regler, da det er af stor betydning, at vi i arbejdet med mennesker i en terapeutisk kontekst er forpligtet af høj etik.
Som uddannelsessted er Psykologselskabet Toftemosegaard forpligtet til at undervise i fagets etik og i etiske dilemmaer, samt sikre at både ansatte og studerende kender vores interne etikregler ved start på psykoterapeut uddannelsen.
Det understreges, at de etiske bestemmelser også gælder i et terapeutisk lærer/elev forhold, som det udfolder sig på Psykologselskabet Toftemosegaard.
Relationen mellem den studerende og underviseren skal være respektfuld og præget af lærerens faglige, professionelle dygtighed som underviser og supervisor/terapeut. Der må ikke være et afhængighedsforhold mellem lærer og studerende. En underviser kan ikke være terapeut for en af de studerende.
Psykologselskabet Toftemosegaard er forpligtet til, at hensynet til de studerendes personlige og indlæringsmæssige udvikling går forud for hensynet til de økonomiske interesser på Psykologselskabet Toftemosegaard. Derfor må der ikke komme situationer, hvor den studerende f.eks. bliver økonomisk afhængig af Psykologselskabet Toftemosegaard.
Psykologselskabet Toftemosegaard er forpligtet til at leve op til de kvalitetskrav, som gælder for de af Psykoterapeutforeningen godkendte og evaluerede psykoterapeutiske uddannelser.
Der er tavshedspligt vedrørende alle personlige forhold erfaret under uddannelsen. Videregivelse af oplysninger må kun finde sted efter samtykke, eller hvor der foreligger strafbare forhold.
Hvis der anvendes filmklip, eller andet materialet fra en klient, så skal der altid foreligge en skriftlig tilladelse fra klienten inden dette bruges, og der skal foreligge en klar og gennemskuelig aftale om, hvorledes materialet anvendes. Efter endt brug skal materialet slettes eller makuleres hurtigst muligt.
Personlige oplysninger skal opbevares, så de ikke er umiddelbart tilgængelige.
Psykologselskabet Toftemosegaard er forpligtet til, at sikre sig de habilitetsmæssige forhold omkring enkeltpersoners varetagelse af forskellige roller. En underviser med økonomisk interesse for videreførelse af et hold, der samtidig har kompetence til at give studerende karaktererne bestået/ikke-bestået, skal have sikret sin habilitet, så han/hun ikke i den konkrete situation skal varetage begge opgaver.
Klager fra studerende over Psykologselskabet Toftemosegaard tages i første omgang op internt, og rettes mundtligt eller skriftligt til Psykologselskabet Toftemosegaard ApS ledelse (og/eller kursusrådet), afgørelsen kan indbringes for Psykoterapeut Foreningens etikudvalg.
Etikreglerne er gældende for alle undervisere og terapeuter med tilknytning til Psykologselskabet Toftemosegaard.
Værdigrundlag:
På Psykologselskabet Toftemosegaard er vi forankret i værdier, der bygger på, at det enkelte menneske er eksperten i sit eget liv og unikt i sin egen historie. Når vi indgår i samarbejde professionelt med et andet menneske, så er vi forpligtet til at skabe en relation, som bygger på, at ethvert menneske er eksperten i sit eget liv, og vi skal som terapeuter/psykologer/behandlere skabe en relation båret af respekt, ligeværd og ærbødighed.
Vi skal sikre høj grad af integritet, hvor kunden/klienten er ”herre i eget hus”, og vi skal understøtte kundens/klientens mestring i deres livshistorie.
På Psykologselskabet Toftemosegaard er vi opmærksomme på, at vi alle har værdier, normer og erfaringer, som kan være styrende for vores forforståelse og forståelse af sandhedsbegrebet og for vores måde at indgå i relationer på. Vi ønsker netop at sætte disse i spil, således at alle, der enten arbejder eller er studerende på Psykologselskabet Toftemosegaard er opmærksomme på disse, og hvilken indflydelse de har på vores relationelle forhold.
Vi ser det som vigtigt at forholde os uærbødigt til vores egne sandhedsværdier og hele tiden som professionelle være nysgerrige og udfordre os selv på:” Hvad vi ser og hvad vi ikke ser” og hvordan det påvirker vores tænkning og adfærd. Det er et opråb om uærbødighed, så vi undgå at blive forelsket i vores egne ”sandheder”.