Den 1-årige efteruddannelse til systemisk Børne- og Familiekonsulent, hold 7 i Skibby

Den 1-årige efteruddannelse til systemisk Børne- og Familiekonsulent, hold 7 

Denne side indeholder en beskrivelse af den 1-årige efteruddannelse til børne- og familiekonsulent, som vi udbyder på Toftemosegaard udarbejdet af aut. psykolog Flemming Zuschlag Christiansen.
Bemærk at vores systemiske børne- og familiekonsulentuddannelse giver adgang til vores 3-årige overbygning til psykoterapeut uddannelsen i systemisk narrativ familieterapi og efter endt uddannelse giver mulighed for optagelse i Psykoterapeutforeningen og betegnelsen Psykoterapeut MPF, da den samlede 4- årige uddannelse opfylder de kriterier, som Psykoterapeutforeningen har opstillet sammen med Evalueringsfirmaet Reflektor.

Læs mere her.

(Der tages forbehold for ændringer, og Toftemosegaard forbeholder sig retten til løbende, at ændre i indhold, struktur og undervisere).

Indgangsåret:
Systemisk børne- og bamiliekonsulent uddannelsen har fokus på, hvordan man som professionel ofte skal være igangsættende og støttende i udredning, behandling, pædagogik, undervisning og udviklingsprocesser, og andre gange skal kunne udføre myndighedsfunktioner. Du får en platform i systemisk teori og metode og en introduktion til narrativ teori og metoder, og skal arbejde med, hvordan man ved hjælp af samtalen kan være med til at skabe en forandring for de klienter/brugere, man arbejder med til daglig, og hvordan du agerer efter hvilken kontekst du indgår i.
Systemisk børne- og familiekonsulent uddannelsen er rettet mod studerende, som er optaget af, hvordan de kan arbejde med børn, unge, enkeltpersoner eller familier, og de mangeartede opgaver de stilles overfor, og hvordan man som professionel navigerer med overblik og forståelse i et komplekst og dilemmafyldt felt.

Målgruppe:
Lærere, socialrådgivere, pædagoger, sygeplejersker, sundhedsplejersker og andre faggrupper med en mellemlang grunduddannelse indenfor det sociale, pædagogiske og sundhedsfaglige område, som bruger samtalen i pædagogiske og behandlingsmæssige tiltag og problemstillinger.
På den 1-årige efteruddannelse til systemisk børne- og familiekonsulent er der 96 timers undervisning i systemisk narrativ teori og metode.

Optagelseskriterer:
Læs vores optagelseskriterier her

Specifikke formål
Den 1-årig efteruddannelse til systemisk børne- og familiekonsulent har til formål:
At den studerende forstår sig selv og sin profession i et samfunds- og forandringsperspektiv med fokus på det postmoderne samfund og de postmoderne familiemønstre.

  • At uddanne den studerende til at forbinde analyse og refleksion med konkrete problemstillinger i forhold til sin praksis.
  • At den studerende opnår forståelse for og evne til at analysere den betydning samfundet og dets forandringer har i relation til det sociale felt.
  • At indføre den studerende i den systemiske tænknings grundprincipper med særligt fokus på det narrative og poststrukturalistiske perspektiv.
  • At den studerende får indsigt i psykopatologi og dens historiske udvikling
  • At den studerende opnår viden om forskellige familiebehandlingsmetoder.
  • At den studerende opnår viden om behandlingsarbejde med børn og unge.
  • At give den studerende mulighed for at udvikle handlekompetence i det daglige arbejde inden for eget specialområde.
  • At gøre den studerende i stand til at igangsætte udviklingsarbejde internt i organisationen og i et tværfagligt/tværsektorielt perspektiv.
  • At give den studerende mulighed for at arbejde med såvel faglige- som personlige kompetencer.
  • Håndtere komplekse- og udviklingsorienterede situationer i arbejdssammenhænge såvel professionelt som personligt.
  • Selvstændigt kunne indgå i fagligt- og tværfagligt samarbejde og påtage sig ansvar inden for rammerne af en socialfaglig professionel etik.
  • At udvikle kursistens evne til at indgå i reflekterende samtaler.
  • Systemisk børne- og familiekonsulent uddannelsen sigter mod, at træne den studerende i samtaler og teamarbejde ud fra et systemisk-narrativt perspektiv til brug i den studerendes egen arbejdskontekst. Som udgangspunkt er det hensigten, at de studerende skal kunne bruge uddannelsen til at udføre systemisk narrativt familiearbejde med de familier/brugere/klienter de møder i deres hverdag på arbejdspladsen.
  • At de studerende styrker og udvikler personlige og professionelle færdigheder i relation til deres jobfunktion.
  • At deltagerne indføres i systemiske og narrative teorier og grundbegreber, og at disse teorier omsættes til konkret praksis.
  • At deltageren opnår forståelse og et indgående kendskab til sig selv og sin rolle og virkning herunder magtforhold, ansvar og etik.

Undervisningsform:

  • Oplæg fra undervisere og gæstelærere.
  • Læsning og refleksion af litteratur.
  • Supervision af kursistens praksis.
  • Supervision af team-arbejde i forskellige praksisformer.
  • Rollespil, øvelser og træning i systemiske-narrative samtaler.
  • Se div. videofilm og være indstillet på selv at blive filmet.

Strukturen på den 1-årige efteruddannelse til systemisk børne- og familiekonsulent.
Uddannelsen er på i alt 121 timer, fordelt på 96 undervisningslektioner, over 16 undervisningsdage fra 9.00-16.00 inkl. pauser og en afsluttende fordybningsopgave, som er berammet til 25 timer. Fællesafslutningen er ikke indregnet i det samlede antal timer.

Moduloversigt:

Modul Antal dage   Timer  Dato
   1.    2    12  
   2.    2      12  
   3.    2       12  
   4.    2       12  
   5.    2    12  
   6.     2    12
   7.      2     12  
   8.    2     12
   9.      2    25
    Afslutning 

Indholdet på de enkelte moduler på systemisk børne- og familiekonsulent uddannelsen.

Modul 1
Tema 1:
Uddannelsesplan og Psykologselskabet Toftemosegaard grundsyn på individ (børn, unge og voksne), familie og samfund.
Målet med dette tema er at give de studerende et indblik i Psykologselskabet Toftemosegaards overvejelser om uddannelsens opbygning, indhold og formål, og en præsentation af Psykologselskabet Toftemosegaards grundsyn på børn, unge og voksne og den postmoderne familie i det postmoderne samfund. De studerendes menneskesyn, egne værdier og normer sættes i spil. Desuden præsenteres de etiske regler.
Der laves ligeledes en grundig forventnings afstemning, hvor der præciseres, at deltagerne er bekendt med at uddannelsen har et teoretisk såvel som praktisk indhold, og deltagerne skal have motivation til at medvirke i egen personlig udvikling både under egne øvelser men også i gruppen. Det præciseres, at man er forpligtet til at være aktiv deltagende, bl.a. ved at inddrage cases fra egen praksis, og ikke blot tilskuer til de øvrige deltages udvikling.
Tema 2
Psykoterapiens hovedtraditioner
Vi tager hul på psykoterapiens historie landskab og de forskellige skoledannelser. Modulet lægger vægt på at skelne de forskellige traditioner fra hinanden og deres betydning for terapeutens position. Der kigges på ”What works for whom? og hvad der virker I behandlingsarbejde.
Derefter tager vi mere specifikt hul på systemisk familieterapi historie, grundlag, forandring og de vigtigste systemiske grundbegreber.

Litteratur:
”Studieplanen for Børne- og familiekonsulentuddannelsen”, udarbejdet af Psykologselskabet Toftemosegaard.
”Psykoterapiens hovedtraditioner” af Esben Hougaard, Birgitte Diderichsen og Thomas Nielsen (red.), 1. udgave, 2. oplag 1999. Dansk psykologisk forlag.
”Psykoterapi i Danmark. Brikker af en helhed”, af Stig Dankert Hjort og Susanne van Deurs. Udgivet i forbindelse med Psykoterapeut Foreningens 10-års jubilæum.
”Familie og børn i en opbrudstid” af Per Schultz Jørgensen; Dion Sommer; Lars Dencik. 1. udgave, 2. oplag. Hans Reitzel, 2009.

Modul 2
Tema 1
De forskellige retninger inden for Systemisk Familieterapi
Under dette tema arbejder vi systematisk med nogle af de væsentligste retninger og metoder inden for systemisk familieterapi, så som:
Milano-metoden
Narrativ teori
Den løsningsfokuseret metode
Den strukturelle metode
Den strategiske metode
Narrativ teori vil få en særlig opmærksom.
Tema 2
Psykopatologi
Psykopatologiske beskrivelser og karakteristik af de symptomer, der afgrænser og kendetegner psykiske lidelser, fx personlighedsforstyrrelser, vrangforestillinger og angst og depression vil blive præsenteret.
Vi vil ligeledes kigge på diagnosesystemet ICD-10, som anvendes til at klassificere psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser

Litteratur:
”Familieterapi – systemisk teori og praksis”, af Rudi Dallos
”Narrativ terapi med børn og deres familier” af Michael White og Alice Morgan. Akademisk Forlag 2007.
”Kort over narrative landskaber”, af Michael White. 1. udgave, 2. oplag. Hans Reitzel, 2009.
”Klassisk og moderne psykologiske teorier” af Benny Karpatschof, Boje Katzenelson.Hans Reitzels Forlag 2011.
”De psykiatriske diagnoser”, af Aksel Berthelsen, Povl Munk-Jørgensen og Per Bech. Psykiatrifondens Forlag, 2010.

Artikler:
”De tre bølger i systemisk tænkning”, af Jacob Mosgaard i Systemisk Forum, vol. 16, nr. 3, 2003.
”Tilknytningens betydning- et indblik i neuroaffektiv udviklingspsykologi”, af Susan Hart. I Psykologi-information 3, 6.årgang nr. 2 september 2008

Modul 3, den 
Tema 1
Familiebehandling og behandlingsarbejde med børn og unge. Hvad virker?
Målet med dette tema er, at de studerende får et indblik i de mange forskellige tilgange, der anvendes i familiebehandling og i behandlingsarbejde med børn og unge. De studerende vil blive præsenteret for en bred vifte af inden- og udenlandske metoder. Forskellen på den systemiske narrative tilgang og et udpluk af de forskellige tilgange vil blive foldet ud.
Tema 2
Systemisk narrative grundbegreber- del 1
Formålet med dette tema er, at de studerende får et indblik i de systemisk narrative grundbegreber så som:
Kybernetik
Konstruktivisme
Epistemologi
Eksternalisering
Bærende identitetskonklusioner
Bevidning
Post-strukturalismen
Narrative metafor
Meningens landskab
Handlingens landskab
Aktør- eller agenthedsperspektivet
Selvet som fortælling
Dekonstruerende samtaler

Litteratur:
”Fra systemteori til familieterapi” af Borrik Schjødt og Thor Aage Egeland. Kbh.: Jørgen Paludan, 1992.

Artikler:
”Evidens under lup: Hvordan kan vi dokumenter at det vi laver virker. Om systemisk og narrativ terapi i en verden, hvor ”evidens” er blevet en magtfaktor”, af Susanne Bargmann og Laura Tang Jensby i Systemisk Forum nr. 4 2012.

Modul 4, 
Tema 1
Systemisk narrative grundbegreber – del 2
Målet med dette tema er, at de studerende lærer at anvende de systemisk narrative grundbegreber i forhold til egne arbejdsmæssige problemstillinger.
Tema 2
Forældrefokuseret interventionsarbejde
Målet med dette tema er at give de studerende et indblik i og en grundlæggende forståelse for forældrefokuseret familiearbejde, og hvordan man sammen med en familie kan finde løsninger, hvor familien i høj grad oplever, at de er, “herre i eget hus”.

Litteratur:
”Kort over narrative landskaber”, af Michael White. 1. udgave, 2. oplag. Hans Reitzel, 2009. 303 sider.
”Narrativ terapi med børn og deres familier” af Michael White og Alice Morgan. Akademisk Forlag 2007.
“Forældrefokuseret arbejde med børn” af Reidun Hafstad og Haldor Øvreeide. Forlag Systime Academic 200

Modul 5, den 
Tema 1:
Interventionsarbejde med anbragte børn
Målet med dette tema er at give de studerende et indblik i og en forståelse for de særlige udfordringer, der ligger i arbejdet med anbragte børn og unge og deres biologiske familie. Der vil blive arbejde med børn og unge anbragt i familiepleje, på døgninstitution, i dagbehandling, på behandlingsinstitutioner o.m.a.

Litteratur:
“Behandling i socialt arbejde” af Tine Egelund; Turf Böcker Jakobsen. 1. udgave, 1. oplag. Hans Reitzel, 2006.
”Mentalisering i mødet med udsatte børn” af Janne Østergaard Hagelquist. Gyldendals akademisk, 2012
Tema 2
Diagnose og familiebehandling i kontekst.
Målet med dette tema er at give de studerende et indblik i, at problemadfærd hos børn, unge og familier både er ”problematisk” – men også er en invitation til at bevare troen på, modet til og håbet om, at det kan blive muligt at skabe relevante kontekster til at introducere og give liv til ressourcefyldte historier, som kan genskabe troen og drømmene for
Desuden præsenteres psykopatologi og der drøftes, hvordan håndterer man dette i en systemisk narrativ forståelsesramme.

Litteratur:
“Børne- og ungdomspsykiatri: nye perspektiver og uanede muligheder“, af Søren hertz.1. udgave, 4. oplag. Akademisk, 2010.
Artikler:
”Diagnose i kontekst”, af Søren Hertz, 2004. Psykolog Nyt 15.

Modul 6
Tema 1:
Systemisk narrative grundbegreber – del 3
Målet med dette tema er, at de studerende lærer at anvende de systemisk narrative grundbegreber i forhold til egne arbejdsmæssige problemstillinger.
Tema 2:
Traumer.
På dette tema vil vi kigge nærmere på de forskellige former for traumer, definition af traumer
symptomer og farer i forbindelse med traumer og behandling af traumer.

Litteratur:
”Løsningsfokuserede samtaler” af Insoo Kim Berg og Peter De Jong. 2006. Hans Reitzels
”Væk tigeren – helbredelse af traumer – den naturlige evne til at forvandle overvældende oplevelser”, af Peter A Levine. Forlag: Borgen 2004.
”Drengen, der voksede op som hund. Hvad vi kan lære af traumatiserede børn om tilknytning, tab og heling”, af Bruce D. Perry og Maia Szalavitz. Hans Rietzels forlag 2011.

Modul 7
Tema
Reflekterende processer, metakommunikation og faglig udvikling.
Målet med dette tema er at give de studerende indblik i reflekterende processer og disses anvendelse i praksis, og hvordan man via metakommunikation kan udvikle og udfolde den faglige udvikling. Vi skal bl.a. lave øvelser med reflekterende team med udgangspunkt i Tom Andersen.
”Reflekterende processer: samtaler og samtaler om samtalerne” af Tom Andersen; Kbh.: Dansk psykologisk Forlag, 1996.

Artikler:
”Interviewet som intervention”, af Karl Tomm: 1. del: FORUM nr. 2, 1992 + 2. del: FORUM nr. 3, 1992 + 3. del: FORUM nr. 4, 1992
”Reflekterende gruppeterapi”, af Jacob Mosgaard fra bogen: Eliassen & Seikkula (red.): ”Reflekterende processer i praksis: Klientsamtaler, veiledning, konsultasjon og forskning”. Universitetsforlaget, Oslo, 2006.

Modul 8
Tema 1:
Personlig stil
Hvordan ved jeg om det jeg gør virker? Gør det jeg har lært på uddannelsen en forskel for de børn/unge/klienter/brugere jeg arbejder med? Feedback og evaluering, relevant eller uden betydning?
Tema 2:
Introduktion til skrivning af fordybningsopgave.
Litteratur:
”Løsningsfokuserede samtaler”, af Insoo Kim Berg og Peter De Jong. Hans Reitzel forlag. 2006.
Artikler:
”Evidens under lup: Hvordan kan vi dokumenter at det vi laver virker. Om systemisk og narrativ terapi i en verden, hvor ”evidens” er blevet en magtfaktor”, af Susanne Bargmann og Laura Tang Jensby i Systemisk Forum nr. 4 2012.
”Refleksioner over Etik og Grænser i de Terapeutiske rum”, af Marianne Davidsen Nielsen 2010.
”Terapeutens etiske udfordring”, af Fin Egenfeldt-Nielsen 2010
”Modstandens død” af Steve de Shazer. Forum nr. 4, 1994.

Modul 9, (opgaveskrivning)
Tema
Fordybelsesopgave-Eksamen
Litteratur:
”Den Gode opgave”, Lotte Rienecker og Peter Stray Jørgensen, forlaget Samfundslitteratur 2012.
”Div. anbefaler fra Toftemosegaard vedr. opgave”. Udarbejdet af Psykologselskabet Toftemosegaard.
Som afslutning på et af de 2 indgangs år skal den studerende udarbejde en selvstændig opgave, som skal bestås før uddannelsesbevis udstedes.

Fælles afslutning  kl.13-16
——————————————————————————————————————
Øvrige krav:
Det anbefales, at man mødes i studiegrupper på 4-7 personer 3-5 timer mellem hver undervisningsgang for drøftelse af læst litteratur og for træning af interviewteknik og refleksive processer samt drøftelse af eventuelle faglige sager og problemstillinger.
For at have gennemført/bestået uddannelsen skal deltagerne tillige have opfyldt følgende krav:
*Have deltaget i undervisningen i mindst 75 % af de skemalagte lektioner.
*Have forberedt sig på og reflekteret over litteratur sammen med de øvrige deltagere.
*Have deltaget i team-arbejde, øvelser og rollespil på holdet.
*Have modtaget direkte supervision på egen praksis, enten live på kursusdagene eller via videooptagelse.

Pris/betaling:
Uddannelsen holdes som eksternat og kursusafgiften er inkl. kaffe, te og frokost på kursusdagene. Kursisterne afholder selv udgifter til artikler, anskaffelse af øvrig faglitteratur samt eventuelle udgifter forbundet med transport og logi. Kursisterne er selv ansvarlige for anskaffelse af den litteratur, der læses på holdet.
Pris pr. deltager 33.000 kr., som betales i 4 lige store rater, hvor 1. rate betales senest d. , 2. rate senest  , 3. rate senest  ,  4. rate senest. Der vil være mulighed for, at betalingen tilpasses efter individuelt ønske, f.eks. hele beløbet på én gang eller over 2 rater.

Ansøgningsfrist:
Skal ske via elektronisk ansøgningsskema (klik her).
Der skal ske skriftlig bindende tilmelding til uddannelsen senest .

Læs vores afbestillingsbetingelser her.
(Det er muligt frem til ansøgningsfristens udløb den  skriftligt at tilbagetrække sin ansøgning. Efter denne dato er man forpligtet til at betale den fulde kursusafgift, også selv om man ikke fuldfører uddannelsen.
——————————————————————————————————————————————–
Eksamen og prøveformer:
Børne- og Familiekonsulent uddannelsen afsluttes med en fordybelsesopgave. De skriftlige opgaver bedømmes bestået/ikke bestået, og den teoretiske/kliniske prøve bedømmes ud fra karakterskalaen.
Fordybelsesopgave (eksamen)
Den studerende skal aflevere en 10-14 A4-siders fordybelsesopgave, som beskriver en relevant problemstilling fra egen arbejdssammenhæng, hvor den studerende har anvendt den systemiske narrativ tankegang og demonstrerer en fyldestgørende forståelse for den systemiske og narrative teori og begreber i praksis. Desuden skal den studerende demonstrere, at de har viden og selvindsigt i mødet med klienten og kan anvende relevante metoder, positioner og tilrettelægge en relevant ramme for dette. Fordybelsesopgavens emne og problemformulering skal findes inden for den angivne litteraturliste, og problemformuleringen skal godkendes af uddannelsesansvarlig Flemming Zuschlag Christiansen.
Der tilbydes 1 times individuel vejledning pr. deltager. Gruppeopgave er ikke mulig.
Det afsluttende skriftlige arbejde evalueres af en ekstern censor og bedømmes bestået/ikke bestået med kommentarer. Den studerende vil ud over karakteren bestået/ikke bestået modtage ½-1 side med feedback om opgaven.

Krav til fordybelsesopgave
Opgavens design skal bygges op omkring følgende skabelon:
Forside, (0. side)
Indholdsfortegnelse, (0. side)
Indledning med problemformulering, (1. side)
Brødtekst, (8-12 sider)
Afrunding, (1 side)
Litteraturliste (0 sider)
Bilag (0 sider)
Der skal skrives med skrifttype Times New Roman, skriftstørrelse 12 med 1½ linjeafstand og med envenstre/højre margen på 2,5 cm og en top/bund margen på 3 cm. Opgaven skal være på mindst 10 sider og højst 14 sider.
Når man i opgaven henviser til en forfatter, men dog ikke citerer denne, skal man skrive på følgende måde; så når M. White. (2005)…….. og så skal den bog eller artikel, som I henviser til, være nævnt i litteraturlisten.
Hvis I citerer en forfatter ordret, skal I skrive det på følgende måde; ”omsorgssvigt handler om relationer” (Brodén M., 2005, side 44)…. og igen, så skal den bog eller artikel I henviser til, være nævnt i litteraturlisten.

Opgavens opbygning i hovedpunkter:
1.Forside
2.Indholdsfortegnelse
3.Indledning:
4.Arbejdskontekst
5.Afgrænsning, hvorfor dette emne
6.Valg og fravalg
7.Design (opgave disposition)
8.Begrundelse som gør problemformuleringen tydelig
9.Problemformulering
Det indholdsmæssige:
– Hvordan vil jeg gribe opgaven an
– Præsentation af case
– Begrundelse som gør problemformuleringen tydelig
-Præsentation af materiale/case
-Analyse af materiale/case
Vigtige fokuspunkter:
-Parallel processer
– Indre arbejdsmodeller
-Socioøkonomiske forhold
-Konklusion/perspektivering
-Hvad er jeg blevet opmærksom på
-Hvad har jeg fravalgt
-Hvad har jeg lært
-Hvad har uddannelsen lært mig
-Hvordan vil jeg handle anderledes fremover m.m.
Husk:
-Husk glidende overgang mellem de enkelte afsnit
-Husk at fodnoter eller/og klare litteraturhenvisninger opmærksom på:

Venlig hilsen
Flemming Christiansen
Aut. Psykolog
PD i familieterapi & Småbørnskonsulent
Daglig leder af
Psykologselskabet Toftemosegaard

Hold 7

Sted: Psykologselskabet Toftemosegaard
Start tidspunkt: D. 11. januar 2023
Ansøgningsfrist: D. 1. december 2023

Ansøgningskema

For nærmere information: Kontakt afdelingsleder Ann Sofi Johansen på ann-sofi@toftemosegaard.dk eller telefon 2112 5011

  • Overbygning 3. år

    List Content goes here

  • Etiske regler og værdigrundlag

    List Content goes here

  • Kort Studiebeskrivelse

    List Content goes here

  • Fuld Studiebeskrivelse

    List Content goes here

  • Ledelse og undervisere

    List Content goes here

  • Optagelseskriterier

    List Content goes here

  • Ansøgningsskemaer

    List Content goes here

  • ECTS point

    List Content goes here